 |
 |
|
 |
 |
|
 |
11.03.2013
Det er snart to en halv måned siden at de fire hvalpe fra kuldet flyttede hjemmefra. Vi har heldigvis kun fået positive tilbagemeldinger fra deres nye ejere om, at de har det godt, og er faldet fint til i deres nye hjem. Det har bare været så skønt at høre, det glæder os utrolig meget! Tak for alle jeres små hilsner og fotos, det er rigtig sjovt for os at følge lidt med!
Vi har startet lidt hvalpemotivation op, hvor vi har haft en god tilslutning på trods af det meget vinterlige vejr, vi har haft i februar og marts. Det er tydeligt, at det er lærerigt for både hvalpe og førere at lave kontaktøvelser med den distraktion det er, at der er andre hunde og mennesker i umiddelbar nærhed, som laver det samme. De er alle superdygtige til øvelserne - det tegner lovende!
Vi er glade for, at vores hvalpekøbere har taget imod dette tilbud om motivation, som vil være med til at ruste både hvalp og fører til deres fremtidige aktive liv. Og så synes vi jo det er skønt, at vi kan få lov til at følge hvalpenes udvikling og samtidig ha' det hyggeligt i selskab med deres skønne ejere. Det går rivende stærkt med dem alle, og mange af dem er allerede ved at skifte tænder, og vægten siger 14 kg for Vegas vedkommende.
Kontakt, kontakt og atter kontakt. Vores skønne hvalpekøbere trodser kulde og sne for at vi kan motivere vores hvalpe sammen, og de er allesammen SÅ dygtige :-)
Kontakt, kontakt og atter kontakt. Vores skønne hvalpekøbere trodser kulde og sne for at vi kan motivere vores hvalpe sammen, og de er allesammen SÅ dygtige :-)
01.01.2013
I dag er det første dag i det nye år, og for Teijo og Pollux (lilla pige og gul dreng) har det også betydet første dag hos deres ny familie :-) De blev begge hentet i formiddags uden spor dramatik, faktisk tværtimod, for Pollux sov så tungt, at han skulle vækkes, da han skulle med Jais og Mette ud i bilen :-) Vi har fået flere opdateringer på hvalpenes status i deres nye hjem i løbet af dagen, og til vores store glæde er meldingerne, at alt forløber glat, og stille og roligt. Hvalpene har indtaget deres nye hjem med nysgerrighed og åbent sind, og de sover begge trygt imellem aktiviteterne. Hvor har det været dejligt, at modtage disse meldinger, og hvor er det betryggende, at deres første dag i nye hjem er forløbet så fint. Vi ønsker jer rigtig meget held og lykke og god fornøjelse med jeres lille ny stjerne, Gitte, Jais og Mette! :-)
Da vejret klarede op senere på eftermiddagen i dag, tog vi en nytårstur i skoven med de resterende tre hvalpe og de to voksne hunde sammen med Brian, Kirsa, Christian og Munin. Alle tre hvalpe var rigtig dygtige til at følge pænt med, og de legede med både Christian, vores 4½-årige nevø og Munin, en sød og rar voksen labradorhan. Så hvalpene fik en ordentlig én på opleveren med både køretur i bil og efterfølgende skovtur med leg og nye lugte, så nu er de gået fuldstændig omkuld på gulvet herhjemme :-)
i går på nytårsaftensdag var alle hvalpene i haven mens det var lyst, hvor de fik masser af søgeguffer på græsplænen, mens folk i byen allerede var begyndt at prøve nytårskrudtet af. Hvalpene havde alt for travlt med gufferne til at tage sig af bragene, og da gufferne var slut, fik de lov at prøve at få en due og en lille kanin i munden. Flere af dem samlede duen rigtig pænt op og bar fint rundt på den, og kaninen, der var lidt for stor til at bære rundt på, blev ivrigt undersøgt. Ingen af dem virkede på nogen måde uinteresserede eller frastødt af vildtet, så det synes vi er gode tegn for nogle fine kommende apportører og jagthunde. Dermed var hvalpene luftet rigtig godt af og velstimulerede til nytårsaften. Vi var selvfølgelig hjemme hos dem, og Heidi og Philip med Trunte og Zita var her. Hvalpene sov stort set gennem hele aftenen, og de få gange de vågnede, skulle de lige se hvad der foregik, og så gik de tilbage i seng. Det var en rigtig positiv oplevelse for dem alle. Så flere nytårsaftener - kom bare an! :-)
I løbet af ugen bliver de sidste to hvalpe hentet. Vega bliver selvfølgelig hos os. Indtil nu har det kun været en positiv oplevelse for os, at sende hvalpene med deres ny familie hjem. Vi må sige, at alle vores bekymringer for denne dag er gjort fuldstændig til skamme. Det er selvfølgelig fordi vi har fået de bedste hvalpekøbere, vi kunne tænke os, og som vi ved vil elske og passe på deres lille Stjerne, så den får det bedste liv, en hundehvalp kunne tænke sig :-) Vi glæder os til at følge hver og én Mivertohvalp i fremtiden.
1. nytårsdag blev fejret med en dejligt tur i skoven :-)
1. nytårsdag blev fejret med en dejligt tur i skoven :-)
30.12.2012
Så kom dagen hvor alle stjernerne bliver 8 uger! Hold op, hvor er tiden blevet af..?? De små størrelser er nu blevet store fine hvalpe med fuld fart på og helt klar til at flytte ud til deres nye familier. De første bliver hentet på tirsdag og resten i løbet af ugen.
Gitte har været forbi her til formiddag, og det passede perfekt, for så kunne vi få taget nogle portrætfotos af alle fem. Vi forsøgte os også med silhuetter, men det er altså umuligt at få nogen af de små lopper til at vise sig fra deres bedste side :-) Så det bliver ved portrætterne, der er lagt ind under hvalpegalleri uge 7.
Det eneste silhuetfoto, der er værd at vise frem. Dygtig grøn dreng alias Miverto Castor. Han er da osse en fin lille fyr :-)
Det eneste silhuetfoto, der er værd at vise frem. Dygtig grøn dreng alias Miverto Castor. Han er da osse en fin lille fyr :-)
27.12.2012
Så gik turen til dyrlægen i dag. Hele banden skulle sundhedscheckes og chippes. Heldigvis var Nicklas klar til at hjælpe Mette med at få alle fem lopper med i bilen og ind på klinikken, så det kørte som smurt :-)
Der blev fest og glade dage i undersøgelsesrummet med fem livlige hvalpe styrtende rundt. Godt vi havde husket guffer, så vi kunne overtale den hvalp, der var til undersøgelse på bordet, om at stå nogenlunde stille ;-)
Dyrlægen havde kun rosende ord om dem allesammen, og vi kunne vende næsen hjemad med fem flotte sundhedsbøger. Hvor er det skønt at vide, at vi snart sender fire sunde og raske hvalpe ud i deres nye hjem. Vi ved, at der er nogle hvalpekøbere, der venter utålmodigt på, at det nye år begynder :-)
Der blev meget hurtigt ro i kassen efter besøget hos dyrlægen i dag :-)
Der blev meget hurtigt ro i kassen efter besøget hos dyrlægen i dag :-)
24.12.2012
Nøj tiden løber stærkt. Hvalpenes sjette uge er allerede gået, og det er uden sammenligning den uge, hvor mest er sket i deres levetid.
I skrivende stund suser de rundt på stuegulvet sammen med Trille og Boogie, og hele flokken hygger sig gevaldigt :-) De er alle helt trygge ved verden uden for kassen. I den forløbne uge har der været rigtig mange gæster til hvalpene, hvilket bevirker, at de er helt trygge og nysgerrige over for ukendte personer og nye indtryk. Vi er så heldige, at vi har fået nogle fantastiske hvalpekøbere, der ofte kommer og besøger hvalpene, og samtidig er hvalpene selvfølgelig et trækplaster for venner, familie og naboer, for nu har de nået den alder, hvor de bare er SÅ søde og sjove :-) De er ved flere lejligheder blevet passet - og det har hver gang været win-win for alle parter :-)
Trille og Boogie elsker at lege og hygge med hvalpene, men de er også rigtig gode til at opdrage og sætte grænser. Alle hvalpene har nu prøvet at blive sat på plads med et "bøh" fra begge voksne hunde, og det er tydeligt at de forstår beskeden første gang :-) Det afholder dem dog ikke fra at gå lige til grænsen, der netop er blevet trukket - går den, så går den ;-) Det er tydeligt at se, at jo mere hvalpene kender deres grænser, desto mere slapper både hvalpe og voksne hunde af i selskab med hinanden. Trille har på få dage fået dem fravænnet, og det er forløbet helt uden problemer.
Socialiseringen ud af huset er i fuld gang. I løbet af ugen har hvalpene været ude at køre i bil, været i skoven, mødt andre hunde og de indtager hver dag hele haven med selvfølgelighed. De indtager alle verden fuld af gå på mod, og med stor nysgerrighed. Deres måde at reagere på, har vi fået bekræftet ved at få hvalpene testet af fremmed person. Testen er et øjebliksbillede af deres grundlæggende måder at reagere på. Vi havde på forhånd forventet, at de ville være ret ens, og det bekræftede testen. Testen går ud på, at hver hvalp anbringes i et ukendt rum sammen med den ukendte testperson. Hvalpen testes så på lyst og evner til at tage kontakt og samarbejde, dens villighed til at blive fysisk håndteret, dens lyst til at tage og holde øjenkontakt, dens reaktion på lyde og dens medfødte evner til at hente og bringe. Fælles for hvalpene er, at de kan karakteriseres som selvsikre, nysgerrige, modige, kontaktsøgende, upåvirkede af lyde og de jager deres bytte ivrigt. Selvom det som sagt er et øjebliksbillede, glæder det os meget, at testen er faldet ud, som vi havde håbet. Vi har lagt et stort arbejde i både at vælge de bedste forældre med gode sind, og også i at forstærke hvalpenes egenskaber gennem prægning, så vi kunne få nogle trygge, nysgerrige, harmoniske og kontaktsøgende hvalpe ud i den anden ende, klar til at indtage verden. Nu har vi sort på hvidt, at det tilsyneladende er lykkedes ret godt :-) Testen har desuden hjulpet os det sidste stykke på vej til at få hvalpene fordelt blandt hvalpekøberne, så vi er sikre på, at hvalpen passer bedst muligt ind i sin nye familie. Fordelingen er blevet således:
Miverto Castor (grøn dreng) skal bo hos Børge i Køge. Miverto Pollux (gul dreng) skal bo hos Jais og Mette i Jægerspris. Miverto Sirius (blå dreng) skal bo hos Charlotte og Ole i Sorø. Miverto Teijo (lilla pige) skal bo hos Gitte i Roskilde. Miverto Vega (rød pige) skal blive her.
Nu går vi ind i den sidste uge inden hvalpene flytter hjem til deres nye familier, så hvert øjeblik med dem skal nydes i fulde drag. Ugen skal også gå med at få hvalpene sundhedschecket og chippet, lavet hvalpemapper og andre praktiske gøremål i forbindelse med at hvalpene flytter hjemmefra, og vi har fået en masse lækre ting hjem til hvalpepakkerne som både hvalp og ny ejer kan få stor fornøjelse af. I kan godt begynde at glæde jer, alle kommende Stjerne-ejere :-)
Vi ønsker alle en rigtig glædelig jul.
Hele banden på plads i bilen og klar til en tur ud i det blå :-)
Hele banden på plads i bilen og klar til en tur ud i det blå :-)
14.12.2012
Nu er hvalpene ved at være så gamle, at kassens univers aldeles ikke er nok for dem. De er allerede ude at løbe i stuen og køkkenet mindst en gang daglig, og alligevel står de op ad kassens sider og brokker sig over deres begrænsede omgivelser. Onsdag overgav vi os så, og besluttede, at det var tid til at stifte bekendtskab med verden uden for. Så snebunkerne på terrassen blev ryddet og hundehuset foret med varme tæpper, og lågen til kassen blev åbnet foran terrassedøren, så de selv kunne finde ud i kulden. Der skulle ikke mange sekunders overtalelse til før de sprang ud på terrassens fliser, og de stormede alle rundt for nysgerrigt at undersøge denne nye kolde spændende verden. Der gik heller ikke lang tid før hundehuset var undersøgt på kryds og tværs, og de for ud og ind af åbningen på skift og havde en fest. De fangede iøvrigt hurtigt bagtanken ved, at de skulle introduceres til det udendørs - renlighedstræningen. Alle sammen leverede enten "det ene" eller "det andet" og nogle sågar begge dele - dygtige vapser! Glæden ved udendørslivet varede dog kort, for kulden tog hurtigt over, og så blev hele flokken gennet ind i varmen igen.
Det der med renligheden fik vi sat ekstra skub i, da de onsdag fik et større "toiletområde" i kassen. Antallet af uheld uden for området er minimeret drastisk siden, og de er alle meget dygtige til at bruge det. En stor lettelse for os, der skal gøre kassen ren efter dem, og skønt at se, at de pr. automatik søger et bestemt sted til gavn for deres fremtidige renlighedstræning :-)
Det bliver et par spændende uger for både os og hvalpene - tiden for socialiseringen er for alvor startet. Vi håber, at vejret bliver lidt varmere og noget af sneen forsvinder, så vi kan køre afsted på nogle skovture om en uges tid.
Ude i kulden for første gang - hvad mon der gemmer sig i hundehuset? :-)
Ude i kulden for første gang - hvad mon der gemmer sig i hundehuset? :-)
09.12.2012
Julen er hjerternes tid, og det er helt bogstaveligt. I fredags leverede posten nemlig det smukkeste flettede julehjerte sammen med et sødt julekort fra Gittes søster Charlotte, der til daglig bor i Holland. Et meget unikt julehjerte, da Charlotte har kreeret den fineste labradorhvalpsilhuet omkranset af en stjerne midt i hjertet - specielt lavet til ære for Stjernekuldet. Julehjertet pynter nu på hæderspladsen over hvalpegården. Tusind tak for en smuk gestus, Charlotte :-)
I dag er Stjernekuldet 5 uger gamle. Der er ikke så meget nyt andet end at de stadig bliver større og frækkere og mere opfindsomme, gøende, knurrende, hylende, grisende og og og ... selvfølgelig mere og mere uimodståelige og nuttede.
Besøg i kassen modtages med stor entusiasme, har vores hvalpekøbere erfaret, og man skal vare sig for at stritte for meget med tæerne, for så bliver de overfaldet af små sylespidse tænder :-)
De er blevet introduceret til verden uden for hvalpekassen, og har taget det i stiv pote - det er bare et hit at ræse rundt i stuen og køkkenet om benene på mor Trille og moster Boogie. Det varer ikke længe før de skal ud og boltre sig i haven. Vi har forberedt det udendørs hundehus, så de kan bruge det som ly, hvis de trænger til en pause for at få varmen. Meen lige nu er der lidt for meget snestorm til udendørs leg, så vi venter lige et par dage endnu.
Far Miko er i denne tid ofte på opsamlinger sammen med Tommy, og Pernille har taget nogle fantastiske fotos fra en af deres jagtdage, hvor også Mikos datter Zigzag og Trilles helsøster Pasta er med. Hop ind på
www.brownhunt.dk
og kig i galleriet for at se de smukkeste stemningsbilleder fra en god jagtdag.
Stjernekuldsjulehjertet - kunstnerisk kreeret af Charlotte :-)
Stjernekuldsjulehjertet - kunstnerisk kreeret af Charlotte :-)
01.12.2012
Så er hvalpenes 3. leveuge snart gået. Der er sket rigtig mange ting i deres udvikling i den forgangne uge.
De er begyndt at lege og slås indbyrdes, og det er bare SÅ sjovt at observere når de rigtig folder sig ud :-))
Tænder i både over- og undermund tittede frem nærmest over natten, og allerede nu skal man vogte sig for at gå i kassen på strømpefødder, det måtte Gitte sande, da hun var her på besøg forleden :-) De bider og gnaver i alt de kan komme til, og nu begynder de at være meget bevidste om, at deres legetøj kan bruges til at ruske i. Hvalpene har fået en fin tøjslange af far Miko i barselsgave, og den er godt nok populær til ruskeriet!
Hvalpene er også begyndt at få andet føde end Trilles mælk. De får opblødt Starter fra Royal Canin iblandet modermælkserstatning eller A38. Det vækker stor jubel i kassen når det bliver serveret, og hold da op hvor de fester, så der er mos smurt ud over hele kassen og alle hvalpene! :-) Vi har blandt andet derfor ændret lidt på interiøret i kassen, og foret den med voksdug og lagt et lag savsmuld i bunden for at sikre et tørt og hygiejnisk miljø for dem. De har stadig et toilet med træpiller i kassen, og de er egentlig ganske flinke til at søge derhen. Det er langt fra hver gang de når derhen, men lidt er en god start - de er i hvert tilfælde klar over at den er der, og hvad den kan bruges til :-)
I torsdags fik de ormekur, og det har deres maver heldigvis taget pænt.
I dag har vi haft fint besøg fra Jylland af Brown Hunt Kennelmutter Pernille og Lene som lagde vejen forbi på vej til parring med Trilles søster Pasta.
Blå dreng 3 uger gammel og fuldstændig uimodståelig :-) Foto: Pernille Lillevang
Blå dreng 3 uger gammel og fuldstændig uimodståelig :-) Foto: Pernille Lillevang
23.11.2012
Hold da op hvor tiden flyver afsted. Pludselig i løbet af en dag eller to syntes alle hvalpene, at kassen var ved at være for lille, og de var lige pludselig ved at være store nok til næsten at kunne mase sig op på kanten af kassen. Så var det vi måtte tage en hurtig beslutning om snarlig flytning i større og sikrere omgivelser. Så hurtigt ud og købe flamengoplader til bund og frem med de store sider til hvalpegården, og så ellers ommøblere stuen, så der kunne blive plads til hele menageriet. Så torsdag eftermiddag holdt vi store flyttedag ind i stuen. Alle hvalpene tog det med ophøjet ro. Der gik kun et øjeblik fra de blev placeret i deres vanlige kasse til de første var på vej ud for at undersøge de nye omgivelser. Især den lille blå han var meget fremme i skoene, og bestemt ikke nervøs for at udforske det nye territorium. Det trak hurtigt resten af flokken med, så 10 minutter efter indflytning havde de erobret hele kassen med største selvfølgelighed. Trille synes vist også det er rart, at hun nu kan være ved hvalpene og samtidig følge med i vores daglige gøremål.
Ud over flytning er de sidste par dage gået med besøg af søde hvalpekøbere. Det har været dejligt at se, at Trille uden forbehold har budt alle velkomne hos hvalpene, og alle hvalpekøbere har fået ubegrænset tid til nusning af hvalpene, til stor fornøjelse for både dem på to og fire ben. Hvis ikke lige de sover eller dier, synes hvalpene det er rigtig sjovt at få besøg i kassen. De stavrer nysgerrigt hen til gæsten i kassen og forsøger af alle kræfter, at kravle så højt op som muligt for at hilse og undersøge. Det er herligt at se, at de alle er socialt og nysgerrigt anlagt - nogle gode egenskaber til at ruste dem til deres fremtidige liv.
"Jeg vil uuuud og se den store verden!!" Blå han er ikke sådan at holde styr på :-)
"Jeg vil uuuud og se den store verden!!" Blå han er ikke sådan at holde styr på :-)
20.11.2012
Nøj, hvor hvalpene udvikler sig med rivende fart. Deres motorik bliver bedre dag for dag. Nu kan de klø sig selv, og klør med hvis man lige finder et godt kløsted på maven af dem :-)
Vi har lagt aviser i en del af kassen som forberedelse til renlighedstræningen - ligenu virker hvalpene dog mere til at synes, det er noget skægt underlag at tumle rundt på.
Lyd-CD'en kører mange gange om dagen, nu hvor deres hørelse er under stærk udvikling. Så vi er alle underholdt af lyden af fyrværkeri, larmende børn, hvinende motorværktøj, forskellige dørklokker, muh'ende køer, øffende grise og alverdens andre "hverdags"lyde man kan komme ud for :-)
Hvalpenes tunger er ved at blive rettet lidt ud i stedet for kun at krølle, så når man har dem oppe, forsøger de ihærdigt at slikke en i hovedet :-) Det varer ikke længe før de er klar til at blive introduceret til andet føde end modermælk.
Deres verbale udvikling fornægter sig heller ikke - både gøen og småknurren kan efterhånden skelnes blandt hvalpeudtrykkene.
Deres personligheder bliver mere og mere fremtrædende, og vi følger begejstrede med i udviklingen. De er i det hele taget rigtig underholdende at betragte, og tiden ved hvalpekassen flyver afsted :-)
Mikos sundhedsoplysninger er rettet lidt til - se menupunkterne Forældrene og Om Miko. Vi gør opmærksom på, at samtlige relevante sundhedsoplysninger om Miko kan ses på labradors hanhundeliste
www.labradorhvalpeliste.dk
eller alternativt på
www.hundeweb.dk
, hvilket dog kræver login. Vi modtager gerne spørgsmål af enhver art vedrørende forældredyrene til vores hvalpe.
Hvalpene har alle fået de dejligste udtryk efter de har fået øjne. Her er det rød pige som synes, at aviser er sjove at gå på :-)
Hvalpene har alle fået de dejligste udtryk efter de har fået øjne. Her er det rød pige som synes, at aviser er sjove at gå på :-)
17.11.2012
Hvalpene har fået øjne!! :-)) Sent i går aftes inden sengetid havde de besluttet sig for, at åbne de små sprækker. Og det er stort set hele banden på een gang, den gule så dog ud til først at tvinge øjenlågene fra hinanden her til morgen. En ny vigtig sans er ved at åbne sig for dem - den visuelle, hvor de kan genkende ved synets brug, og ikke blot ved at dufte og føle. Dog vil det vare lidt tid før de får øjnenes fulde brug, men første skridt på vejen er taget.
De er også begyndt at sige nye lyde, der minder om forstadier til gøen og knurren, og de motionerer munden flittigt med højlydt gaben, og af og til en utilfreds hylen, hvis noget ikke passer dem :-)
Størrelsesmæssigt er de nu vokset så meget, at de kan passe halsbånd, så det har de fået på.
Se en fin øjensprække hos lilla pige, der hygger med mor Trille! :-) Foto taget fredag aften d. 16/11.
Se en fin øjensprække hos lilla pige, der hygger med mor Trille! :-) Foto taget fredag aften d. 16/11.
15.11.2012
I dag er hvalpene 12 dage gamle, og alt er i skønneste orden :-) De spiser, sover og hygger sig med Trille og hinanden. Motorikken er under fuld udvikling - de bliver mere og mere effektive i deres "stavren" rundt i kassen, og de er begyndt at søge mod kassens kanter, men kan heldigvis ikke nå derop endnu, så de trimler ned ved hvert forsøg. Det kan de så brokke sig højlydt og fortørnede over! :-)
Vi har hentet en superfin krøjerkuglepude i hvalpestørrelse hos vores barfforhandler, der var så sød at sy den til os. Hvalpene syntes først puden var noget besynderligt noget at gå på, men efter et stykke tid har de nu taget den til sig, og kravler lystigt rundt på den :-) Nordsjællands Barfcenter i Hillerød har, ud over rå- og tørfoder, rigtig mange forskellige ting til bla. hvalpemotivering og -socialisering, så der kommer vi til at bruge en del tid de kommende uger! Kig ind på
www.nordbarf.dk
.
Trille var en tur ved dyrlægen igen i dag, denne gang dog blot for at få fjernet sting. Hendes operationssår er helet rigtig fint på trods af de smås ivrige sparken i maven efter mælk. Samtidig fik vi bestilt ormekure og tid til hvalpenes sundhedscheck, så er det på plads :-)
Den nye krøjerkuglepude vækker stor nysgerrighed, der skal nok blive kamp om pladsen på den! Her er det blå han, der modigt udforsker den :-)
Den nye krøjerkuglepude vækker stor nysgerrighed, der skal nok blive kamp om pladsen på den! Her er det blå han, der modigt udforsker den :-)
13.11.2012
Hvor er det dejligt at opleve hvalpene bare vokser derudaf, og bliver mere og mere trivelige at se på :-) Trille giver godt med mælk, og hvalpenes vækstkurver er rigtig fine og stabile nu.
Her i huset er vi temmelig miljøskadede af at være teknikere, så hver hvalp bliver nøje overvåget, og der laves både individuelle og samlede kurver, tabeller og procentsatser over dem alle i et stort regneark, så vi kan følge deres udvikling meget præcist. Trille bliver der naturligvis også ført dagbogsnotater over, så vi er sikre på, at hun er ved godt helbred og får det hun behøver.
Alle de her tal viser, at de to tæver følges ad vægtmæssigt som anden og tredje største i kuldet. De tre hanner er noget mere forskellige. Den grønne han er klart den største i kuldet, han er sulten (grådig?;-)) så snart lejligheden byder sig, og hænger ved som den sidste ved måltiderne. Den gule han var en af dem, der tabte sig meget de første dage, men han er kommet rigtig godt efter det nu, følges vægtmæssigt ad med pigerne, og trives fint. Den blå er kuldets mindste, og den, der har tabt sig mest. Men han har hele tiden været fast og spændstig, og han er en lille fighter, der ikke lader sig stå tilbage for de større og stærkere søskende. Hans vækstkurve ser rigtig flot ud nu, omend han er noget bagefter de andre. Han skal nok klare den og blive en stor og fin hanhund :-) For at være sikre på, at han får nok, supplerer vi ham med sutteflaske et par gange om dagen, og appetitten og humøret fejler i hvert fald ikke noget :-)
De er alle blevet mere livlige og stavrer rundt i kassen, når de ikke lige ligger og fordøjer. Det er tydeligt, at de nyder hinandens selskab - de ligger ofte to og to i en klump og hygger. Vi har dem alle oppe hver for sig i hænder flere gange dagligt, så de vænner sig til at blive håndteret og berørt, og lærer andet end kassens lugte at kende. I går fik de alle klippet negle for anden gang - de gror på livet løs, og for at skåne Trilles maveskind, sørger vi for, at de ikke bliver for lange og skarpe.
Det er tydeligt, at Trille nyder sine små, og passer dem rigtig fint. Hun er dog nu begyndt at søge vores selskab i stuen og andre steder i huset, når hun har fodret de små af så de sover. Vi er ret imponerede af, at Boogie har fået lov at være helt tæt på hvalpekassen under hele forløbet. Der har været nogle få episoder med skrigende hvalpe som har stresset Trille, og der er Boogie blevet bedt om at forføje sig, hvis hun har været for tæt på. Men ellers accepterer Trille fuldt ud Boogies tilstedeværelse i hvalperummet. Boogies adfærd er nysgerrig, men tilbageholdende og meget dæmpet, hvilket sikkert er en af grundene til Trilles accept af hende nær hvalpene.
En lille 10 dage gammel tykmavet rød pige gasser sig på ryggen efter et dejligt måltid mad hos mor Trille.
En lille 10 dage gammel tykmavet rød pige gasser sig på ryggen efter et dejligt måltid mad hos mor Trille.
11.11.2012
I dag er hvalpene en uge gamle. De tabte sig alle det første døgn, da Trilles mælkeproduktion var reduceret, muligvis grundet kejsersnittet. Da de ikke havde taget ret meget på det andet døgn og én endda havde tabt sig yderligere, var vi lige et smut omkring dyrlægen for at få både dem og Trille kontrolleret. Tre af hvalpene var for tynde, men ellers fine og livskraftige, så en mega indsats for at booste Trilles mælkeproduktion skulle igangsættes. Så menuen har stået på Starter fra Royal Canin, tigermælk (A38, piskefløde, æggeblommer, honning), lever, torskerogn og havresuppe 6-8 gange dagligt siden og i rå mængder! Det er tydeligt, at hvalpene suger godt til, for det er ikke fordi at man kan se på Trille, hvilken heftig diæt hun er på. Hun er "kommet sig" lidt, men har stadig en fin figur - og pt. foretrækker vi, at hun har noget at tære på. Og vi kan nu se på hvalpenes vægtkurver, at mælken begynder at slå til. Dog har vi suppleret den ene dreng, der havde tabt sig mest, med sutteflaske, og det har heldigvis hjulpet :-) Så vi er fortrøstningsfulde - de vokser nu med lynets hast for at indhente det tabte, og alle har det godt.
I løbet af ugen har vi lagt forskellige ting ned til hvalpene for at begynde prægningen. En blød fasanbamse, en knitrende flad blå ko, en rævedummy, et rådyrskind og et tørret løb. De elsker at ligge op ad og på disse ting, og søger det meget tydeligt. Især den knitrende ko er meget populær :-) I næste uge skal vi hente en krøjerkuglepude, som vores barfforhandler har været så sød at sy til os - det bliver spændende hvad de siger til den :-)
Vi har også fået tilsendt den lyd-CD, som vi har bestilt. Det varer ikke så længe før radioen i ammestuen bliver suppleret med lyde af torden, fyrværkeri, barnegråd, trafik og meget andet.
Kassen med alle de nye spændende ting i - moster Boogie stikker misundeligt næsen ind over kanten :-)
Kassen med alle de nye spændende ting i - moster Boogie stikker misundeligt næsen ind over kanten :-)
06.11.2012
Så er hvalpene to dage gamle, og vi er alle kommet os ovenpå weekendens fødselsstrabadser :-)
Fødslen søndag udviklede sig til lidt af en gyser, da Trille skulle hjælpes lidt af dyrlægen med at få de to første hvalpe ud ved 13-tiden, en tæve og en han. Hjemme igen fødte hun selv uden problemer de næste to hanner i løbet af den næste times tid. Så var det tid til at hvile og hygge sig med sine fire førstefødte.
Omkring kl. 17 begyndte hun at vise tegn på veer igen, dog on off og uden presseveer. De begyndte så at komme omkring kl. 20, men igen havde hun problemer med at få hvalpen ud. Afsted til dyrlægen igen, og hun hjalp en stor velskabt, men desværre dødfødt, dreng til verden. Et røntgenbillede blev nu taget og det viste, at der var to hvalpe mere i Trille. Hun fik en vestimulerende sprøjte og vi tog hjem med hende.
Vel hjemme gik der ikke lang tid før næste hvalp blev født uden problemer - en fin livskraftig tæve. Og så gik fødslen i stå igen... Så afsted til dyrlægen endnu en gang. Dyrlægen forsøgte at stimulere Trille til at føde den sidste hvalp, men da det ikke lykkedes efter et stykke tid, var det på tide at få den forløst. Så Trille blev lagt i narkose omkring kl. 00.30 og dyrlægen fik sidste hvalp ud ved kejsersnit. Desværre var den også dødfødt - en ellers stor og fin hanhvalp.
Men nu var fødslen omsider overstået, og Trille skulle hjem og tage sig af sine fem små vidundere. Klokken var nu 02.30 søndag nat, så vi var alle godt brugte af at have været på stikkerne siden opblokningen startede for næsten to døgn siden. Trille havde heldigvis ingen besvær ved at tage sig af de små, så vi kunne blot sidde og følge med i aktiviteten i kassen :-)
Resultatet af Trilles anstrengelser blev altså fem små superstjerner.
Rød tæve, født kl. 13.02, 342 gr. Blå han, født kl. 13.14, 416 gr. Gul han, født kl. 13.52, 384 gr. Grøn han, født kl. 14.18, 418 gr. Lilla tæve, født kl. 22.29, 396 gr.
En stor tak skal lyde til vores dyrlæge Charlotte Jenvall for stor hjælp og fantastisk service i forbindelse med Trilles fødsel.
Også kæmpe tak til Brown Hunt-kennelmutter Pernille, som hele forløbet igennem har støttet og beroliget os med gode råd og mangeårige erfaringer.
Og tusind tak for alle lykønskninger og hilsner vi har fået fra nær og fjern. Det varmer utrolig meget her ovenpå et lidt dramatisk forløb, som heldigvis endte lykkeligt.
Her to dage gamle trives de alle rigtig godt. De spiser og sover, og de eneste lyde fra kassen er, når de små smasker mælk i sig, og de knirker mætte og tilfredse. Trille er en fantastisk mor, der sørger godt for sine små :-)
Vi har oprettet et hvalpegalleri, hvor vi lægger fotos af hvalpene, så deres udvikling kan følges.
To dage gamle mætte og tilfredse Trillebørn tager sig et hvil ryg mod ryg inden næste måltid :-)
To dage gamle mætte og tilfredse Trillebørn tager sig et hvil ryg mod ryg inden næste måltid :-)
05.11.2012
Velkommen til verden til Stjernekuldet, der vil blive opkaldt efter himlens stjerner.
Trille har i løbet af dagen i går født fem sorte store, fine og livskraftige hvalpe fordelt på to tæver og tre hanner. Herudover var to store hanner dødfødte.
Det blev til et langvarigt forløb, der strakte sig fra lørdag tidlig morgen til søndag nat og endte i et kejsersnit med sidste hvalp. Både mor og de små har det alle godt, og trives. Trille passer sine hvalpe til punkt og prikke, og nægter at forlade kassen.
Der bliver opdateret mere detaljeret senere - lige nu hviler vi os alle ovenpå et par begivenhedsrige dage og nætter :-)
Vi har to han-hvalpe til salg til et aktivt og kærligt liv.
Det nyfødte Stjernekuld tager godt for sig af retterne :-)
Det nyfødte Stjernekuld tager godt for sig af retterne :-)
04.11.2012
Opdatering kl.9.45: Alt vel :-) Trille er stadig igang med opblokningen. Hun har et helt normalt forløb med ture á nogle timers varighed og derefter en hvilepause på et par timer etc. Så hun har heldigvis fået hvilet en hel del gennem natten. Vi synes dog, at der nu er ved at være tegn på intensivering, så forhåbentlig sker der snart et skred i tingene :-)
03.11.2012
Nu ser det ud til, at der er ved at ske noget. Trille har været urolig, har halset en del og skrabet tæpper og puder i alle kurve og hvalpekassen sammen siden tidligt i morges, og det er fortsat her op ad formiddagen. Hendes temperatur var 36,5 kl. 5 og steget til 36,9 kl. 9, så mon ikke vi ser hvalpene en gang senere i dag eller i morgen :-)
01.11.2012
Trille var et smut på besøg hos dyrlægen i går for at blive vejet. Vægten siger nu 31 kg. 2 kg mere siden sidste uge og 7 kg mere end ved parring.
Vi har taget temperatur på hende siden mandag, og den svinger hver dag op og ned mellem 37,3 og 38,0. Her til aften var den 38,0. Vi er meget spændte på, om hun beslutter at levere de små i weekenden, eller om hun venter til næste uge.
Trille 5 dage før termin - i en noget mere trekantet facon end normalt :-)
Trille 5 dage før termin - i en noget mere trekantet facon end normalt :-)
30.10.2012
Suk.... Denne ventetid er godt nok lang :-) Godt at vi kan fordrive tiden med forberedelse til hvalpenes ankomst.
Men ikke for Trille. Hun virker ganske glad og tilfreds med tilværelsen, omend hun har fået en lidt anstrengt pusten, når maven er lidt for meget i vejen :-) Hun er begyndt at smide hårene på maven, så mælkebaren kan være helt klar til brug meget snart.
Trille med 7 dage til termin. Livet som vordende hvalpemor er lige til at holde ud :-)
Trille med 7 dage til termin. Livet som vordende hvalpemor er lige til at holde ud :-)
28.10.2012
Så er der mærket liv, her en uge før termin! Det var faktisk Søren og Laura, der var her på besøg, der var de første til at mærke en lille pote banke på fra indersiden af Trilles mave :-) Nu er det jo helt umuligt at lade være at mærke efter med meget jævne mellemrum - joo, den er god nok, der foregår noget derinde :-)
23.10.2012
Trille er nu i 7. drægtighedsuge - og maven vokser og vokser :-)
I dag har hun været ved dyrlægen for at få sin 2. herpesvaccination. Vægten siger nu 29 kg - 5 kg mere end ved parring. I følge dyrlægen er Trille bestemt ikke "madfed", så det må betyde, at hun nok gemmer på lidt mere end blot 1-2 stykker mini-triller og/eller mini-mikoer, der kommer til verden om små to uger.
Stort tillykke til farmand Miko, der i går blev far til endnu et fantastisk kuld født hos kennel Brown Hunt.
16.10.2012
Trille er nu sidst i sin 5. drægtighedsuge. Maven bag ribbenene og dievorterne vokser nu med stor hastighed dag for dag - det er ganske vist, at noget gemmer sig derinde. Hun er gået over på hvalpefoder og det passer vist den sultne dame godt. Det ryger ihvertfald hurtigt indenbords :-)
Om lidt over en uge skal vi på besøg hos dyrlægen til 2. herpesvaccination, og så skal Trille også lige på vægten for at se forskellen fra sidst vi var afsted.
Trille i en rundere udgave - 5 uger drægtig
Trille i en rundere udgave - 5 uger drægtig
08.10.2012
Mikos "mor", Pernille, er en fantastisk fotograf, og vi er så heldige, at hun netop har sendt os en håndfuld fotos af de vordende forældre. Kig ind i både Mikos og Trilles galleri her på hvalpesiden og nyd de fine fotos af to smukke og stilfulde hunde.
Trille er nu gået ind i sin 5. drægtighedsuge. Maven ændrer stille og roligt facon dag for dag. Det er snart tid til ormekur og overgang til hvalpefoder.
Vi er i fuld gang med forberedelserne til "ammestuen" - det rum vi har afsat til Trilles fødsel og hvalpenes første leveuger. Her kan Trille ligge i fred og nyde sine små vidundere indtil de små ikke gider være i kassen længere. Derefter flytter hele menageriet ind i den interimistiske hvalpegård, som vi indretter i stuen, så hvalpene kan følge med i dagligdagens gøremål.
Den supersmarte og strømlinede kommende hvalpefar, RM 2009 Miko. Foto: Pernille Lillevang
Den supersmarte og strømlinede kommende hvalpefar, RM 2009 Miko. Foto: Pernille Lillevang
06.10.2012
Trille er nu halvvejs i sin drægtighed, og hun begynder at blive fyldt ud på stykket mellem ribbenene og lysken. Hun er desuden begyndt at passe lidt mere på sig selv, blandt andet tager hun ikke længere de to trappetrin ud af huset i et spring, men går adstadigt ned ad hvert trin :-)
Hendes appetit stiger dag for dag, og nu begynder vi snart at skifte foder til Starter, så vi er sikre på, at hun får det korrekte indtag af næringsstoffer i tiden frem til fødsel og efterfølgende diegivning.
01.10.2012
Trille er drægtig, hurra!! :-))
Dyrlægen har idag via blodprøve konstateret, at der rent faktisk er en god grund til, at Trille ikke har været helt sig selv det sidste stykke tid. Hun skal nemlig være hundemor :-)
Dejlig dejlig nyhed der betyder, at vi endelig kan starte på forberedelserne til de små nye poters ankomst i starten af november. Ihh, hvor vi glæder os :-)
24.09.2012
Trille er nu på 22. dagen. Hun nyder livet og er glad og tilfreds, og vi synes, at kunne ane små ændringer i både hendes kropsfacon og i hendes væremåde.
Hun har taget mærkbart på, og er ved at blive fyldt ud på stykket bag ribbenene. Hendes appetit er også steget. Om det er små hvalpe, der kræver mere plads og næring, eller blot et resultat af den øgede fodermængde, må vi stadig vente lidt med at få afklaret.
Hun er desuden blevet mere kælen og opmærksomhedskrævende end normalt, og virker i det hele taget hormonelt påvirket.
Den er godt nok laaang, denne ventetid, indtil vi får vished om, om der er hvalpe på vej eller ej.
14.09.2012
Trille er nu kommet hjem efter en dejlig ferie i det jyske hos kennel Brown Hunt og ikke mindst Miko. Vi er rigtig glade for, at hendes besøg var en succes.
Hun har det forrygende, og er frisk og glad som altid, og selv dyrlægen hilste hun overstrømmende på, da vi forleden havde hende afsted til herpesvaccination.
De næste uger bliver en lang spændt ventetid indtil vi kan få konstateret om Trille er drægtig eller ej.
05.09.2012
Trille har nu været på besøg hos Miko i en del dage. Efterhånden som hendes løbetid skred frem blev vi mere og mere spændte på, om hun ville tillade Miko at lade sig parre. Hun lod ham villigt kurtisere hende og varte hende op, men når han gjorde forsøg på at bestige hende, fik han hver gang en ordentlig lussing. Lidt gimpeagtigt, kan man sige, men Trille har aldrig før været i den situation, at være i løbetid og samtidig skulle tage stilling til en meget nærgående hanhund. Så hun har formodentlig været grundigt forvirret over sine naturlige instinkter og over, hvad og hvordan hun skulle gøre og agere.
Well, da Miko mandag sagde, at NU var det altså NU, og Trille stadig nægtede ham "adgang", besluttede vi, at Pernille fik Trille insemineret hos dyrlægen, for at være sikre på, at hun fik muligheden for at blive drægtig. Progesterontesten viste da også, at Miko havde helt ret - at det var tid NU - så det var den helt rette beslutning at tage. Insemineringen foregik helt efter bogen med stor succes.
Stor var glæden dog, da vi onsdag fik melding og fotos fra Pernille om, at NU var det endelig lykkedes Miko at overtale Trille. Dejligt, at det trods alt kunne lykkes med en naturlig parring!
Så med foreløbig en inseminering og en parring er der en god sandsynlighed for en drægtighed - så vi krydser fingre og håber på, at vi får et dejligt kuld hvalpe i uge 44/45.
Trille bliver stadig et par dage hos Miko - så må vi se, om de to kan finde melodien så meget, at det bliver til en ekstra parring.
Love is in the air - Trille og Miko Foto: Pernille Lillevang
Love is in the air - Trille og Miko Foto: Pernille Lillevang
23.08.2012
Så er Trille gået i løbetid, jubii :-)
Om nogle dage tager hun på romantisk ferie til Hedensted hos Miko. Og vi håber og krydser fingre for, at deres romance vil bære frugt :-)
|
|
|
 |
|
|
|